Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 3

Anja Lovén – jeg ville gøre en forskel

image_pdfimage_print

Af Mette Foldager

Det er ikke et helt almindeligt liv, der kendetegner 42 årige Anja Lovén, der trods sin svære opvækst i Frederikshavn, i en alder af 30 tog en beslutning, om at følge sin barnedrøm. Barndommens svære tider med en alkoholisk far, en sorgfyldt ungdom med en syg mor satte sine spor. Men Anja tog en beslutning – hun ville gøre en forskel, og det havde altid været hendes drøm at hjælpe nødstedte børn i Afrika.

Min mor gav mig alt det, jeg er i dag …

Anja Lovén, heksebørnenes mor, ved godt, hvor hun har fået sin omsorgsfulde og medmenneskelige træk fra. Anja lægger ikke skjul på, at hun er vokset op i et hjem med både kærlighed og udfordringer, der til tider kunne være svære at være i som barn. 

Min mor var meget kærlig, og hun var der altid for mig og mine to søstre. Hun gav os al den kærlighed hun formåede, på trods af de udfordringer vi alle havde med en alkoholisk mand og far. Grundlæggende tror jeg, at den barndom og den måde vi er præget på, er det, der gør os til de mennesker, vi bliver. Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg er blevet til den, jeg er og hvorfor jeg gør, som jeg gør. Jeg har fulgt mit hjerte, og jeg har gransket lidt i det. Tilbage i min tidlige barndom påpegede min mor altid, at hvis vi ikke spiste vores aftensmad op, så skulle vi tænke på alle de børn i Afrika, der sultede. Det satte en masse tanker i gang hos mig. Jeg blev ekstremt nysgerrig efter, hvem de her børn var og hvordan de så ud. Jeg husker, hvordan jeg sad med min mors leksikon og bladrede for at finde billeder fra Afrika. Og interessen tog til gennem årene. 

Jeg begyndte at drømme om at blive ”Den nye Karen Blixen”, få en farm i Afrika og redde en masse børn. Jeg slugte alle dokumentarprogrammer om emnet og støvsugede bøgerne fra hylderne på biblioteket. Til veninderne skrev jeg altid i venindebøgerne, at jeg ville være cowboy eller til Afrika og hjælpe børn, der sulter. 

Det svigt, jeg oplevede i min opvækst gav mig motivationen

Da jeg begyndte at skrive min nyligt udkomne bog ”Heksebørnenes mor”, dykkede jeg selv ned i min opvækst for at finde ud af, hvem jeg egentlig er. Det har været både barskt og bevægende at komme så dybt ind under huden på mig selv. 

I ungdomsårene udviklede jeg OCD, som jeg tror skyldtes min opvækst med en alkoholisk far, usikkerhed og svigt og min mors omsorgsfuldhed. De blev skilt, da vi var 3 år, og vi havde mange utrygge oplevelser, når vi var hos vores far. Jeg har altid følt, at jeg skulle kæmpe for ikke at ende svag som min far. Når man oplever svigt i barndommen, kan man vælge to veje af gå efter. Enten kan du ende samme sted og få et dårligt liv, eller du kan gøre det modsatte og få et godt liv. At bruge svigtet til motivation, er det jeg ubevidst har gjort. Når jeg har sat mig et mål i livet, er jeg gået efter det 100%. Det samme har min tvillingesøster gjort. 

Jeg kunne ikke kontrollere mine forældres skilsmisse og min fars alkoholforbrug, og det udløste OCD. Jeg kæmpede for, at det hele skulle være perfekt. Jeg tror, at hans svigt har udløst en motivation hos mig, som jeg lever godt med i dag. Og min empati og næstekærlighed er gaven fra min mor, som altid har taget sig af os børn – og andre mennesker gennem sit arbejde på plejehjem. Hun har altid sagt, at alle mennesker er ligeværdige og hvis man vil opnå noget i livet, handler det om at ofre sig selv. Det er hårdt arbejde. Jeg vidste, at mit valg om at gøre mig selv hjemløs for at kunne rejse til Afrika ,var det, jeg skulle ofre, hvis jeg skulle nå mit mål.

Læs også om Elsebet Vang Hussmann, der bruger sine personlige oplevelser i sit frivillige arbejde i Kirkens Korshærs Varmestue

Min drøm lykkedes

Årene gik – jeg kom ikke afsted til Afrika før efter jeg blev 30 og havde fundet mig selv efter en lang periode med pasning af min kræftramte mor. En stor krise og sorg i mit liv.

I 2011 rejste jeg til Malawi som frivillig observatør med Folkekirkens Nødhjælp. Her mærkede jeg Afrika under en godt beskyttet organisation og gode vilkår – jeg husker tydeligt, at følelsen af, at jeg havde fundet ”hjem”, overmandede mig. Jeg havde fulgt mit hjerte og nu var drømmen udløst. 

Min næste tur gik til Tanzania på egen hånd, hvor jeg var med til at renovere en landsbyskole. Det gav mig mod til at søsætte min egen nødhjælpsorganisation ”DINNødhjælp” i 2012. 

Under begge ture, brugte jeg meget tid på at tale med lokale præster, for at finde ud af, hvad alt det her med heksebørn var. Jeg havde set en udsendelse på TV om netop heksebørn og havde erfaret, at tusindvis af børn hvert år bliver drevet væk fra deres familier, tortureret og slået ihjel i Nigeria. Det var her mit fokus skulle ligge. 

Jeg er omgivet af sikkerhedsvagter 

I dag er det 7 år siden Anja rejste til Nigeria. Sammen med sin mand David har hun bygget det største børnecenter i VestAfrika på 3 hkt. land med børnehjem, børnehospital, skole og plads til børnenes leg og udvikling. Byggeriet af Land of Hope, som børnehjemmet hedder, startede i 2016 og det er i den periode det hele tog fart og boomede for alvor, da billeder af Anja med den lille heksedreng, Hope vakte mediernes opmærksomhed i hele verden. Det gav store summer af donationer, som åbnede mulighed for at bygge endnu større bygninger. 

Anja Lovén bor idag med sin mand David i Nigeria. Trods store kriser og en voldsom barndom fulgte hun sin livsdrøm og gør idag en kæmpe forskel for børn i Afrika
Anja Lovén bor idag med sin mand David i Nigeria. Trods store kriser og en voldsom barndom fulgte hun sin livsdrøm og gør idag en kæmpe forskel for børn i Afrika

Bagsiden af medaljen blev, at Anja skulle have bevæbnede vagter alle steder hun færdedes, og både hun selv og hendes søn blev mål for kidnapning. Nigeria er et meget farligt og korrupt land.

Jeg er i Danmark 60% af året sammen med min søn, som nu er startet i skole. Det er her, jeg står for fundraising til vores projekter bl.a gennem foredrag. Herhjemme lever jeg som enlig mor med stor hjælp fra mine søstre. Resten af tiden er min lille familie samlet i Nigeria og udfører redningsarbejde og arbejder på børnehjemmet.

Vi skal hele tiden holde tungen lige i munden

Vi samarbejder med den nigerianske regering – sagt på en anden måde – dem skal vi ikke op at slås med. Nigeria er et af de mest korrupte lande, og kan vi ikke samarbejde, risikerer vi, at de kommer og tager børnene og lukker børnehjemmet. Vi kan ikke redde børn uden at have politiets godkendelse, og alt hvad der sker, skal politianmeldes. Når vi har politiets godkendelse, går sagen videre til retten for, at vi kan blive lovlige værger for børnene. Min mand er advokat, så vi sørger for, at alle papirer er i orden. 

Når vi laver oplysningsarbejde i lokalsamfundene, skal vi være meget diplomatiske. Ingen løftede pegefingre. Det handler om ekstrem uvidenhed og fattigdom, og de skal hjælpes gennem dialog og oplysning. Den tillid, vi skaber i samfundene, gør at de åbner op for os. Vil man gøre en forskel ude i verden, handler det om at give de svageste i samfundet en stemme. Best case er at gøre landsbybeboerne til vores ambassadører, så de kontakter os, hvis der sker noget uretmæssigt derude.

I bund og grund handler det bare om at give kærlighed

Det, der kommer til en, når man har med det svære nødhjælpsarbejde at gøre, er ikke det, man gør det for. At jeg mærker kærlighed fra de børn vi redder – det er dejligt. Når jeg vælger at gøre en forskel, er det fordi, jeg har muligheden for det. Vi har alle et ansvar for, at alle børn i verden får respekt og rettigheder. Jeg er ekstremt privilegeret, at jeg kan være med til at redde børns liv. Selvom det giver mig kærlighed, så føler jeg altid, at jeg ikke har gjort nok. Min mand David, siger altid til mig, at jeg skal fokusere på de børn, vi formår at redde og ikke dem vi ikke redder, for jeg kan ikke redde hele verden. 

Jeg har set mere end rigeligt – torturerede og halshuggede børn – som aldrig oplevede kærlighed. Alle har krav på kærlighed. Omsorg og kærlighed – er så vigtigt for mennesket. Når børn ikke får det, så kan man ikke bebrejde dem, hvis de vokser op og bliver seriemordere. Det er så altafgørende, at vi giver dem alle redskaber for at få et godt liv, selvstændighed, kærlighed, omsorg og tryghed. 

Vi står ikke klar med 10 psykologer og et 5 stjernet hotel, når nye børn kommer ind til os. De børn, der kommer får kram og knus og, og vi opdrager dem til selv at tage ansvar som selvstændige mennesker. De skal lære at føle sig værdifulde og elsket. De kommer i skole og udvikler sig. Børnene kommer efter at være blevet udstødt at familien og landsbyen, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ensomt det må føles, ikke at være velkommen. Vi ser deres ensomhed og frygten i deres øjne, når vi redder dem, og det tager tid at skabe tillid til dem.

Det er voksne mennesker, der har udstødt børnene, og når de kommer ind på vores børnehjem, er det vores børnehjemsbørn, der tager imod dem, vasker dem og giver dem mad. Der kan gå lang tid, før vi som voksne begynder at snakke med dem. Det handler om at bygge en tillid op. Vi fik engang en dreng ind, der i flere måneder sagde, at hans navn var et andet end det han faktisk hed. Han stolede ikke på os – og beskyttede sig selv.

Udslusning af børnene fra børnehjemmet

Vi arbejder meget med at få børnene på hjemmebesøg hos deres forældre. Næsten halvdelen af de børn, der bor hos os, kommer på hjemmebesøg i familierne. Hjemmebesøgene er en del af vores forsoningsprocess mellem barn og forældre, som er afgørende i vores kamp mod overtro. Familierne skal have medansvar. Ingen børn bliver sluset helt ud, før de er færdige med skolen. Dem, vi virkelig kæmper imod, er de selvlærte præster og heksedoktorer, som fortæller beboerne, at de kan uddrive onde ånder. Det er dem der udpeger uskyldige børn som hekse. De presser penge ud af forældrene, når de siger de kan ”rense” barnet for onde ånder. Dem arbejder vi også med at oplyse, så alle indser at disse børn ikke er hekse. Vi skal ud og promovere vigtigheden i uddannelse. Så skaber vi nogle bedre samfund og udvikler. Vores primære strategi er ikke at redde børn på sigt, vi skal uddanne og udvikle, så de hjerteskærende heksedriverier ikke opstår.

Børnenes uddannelse og fremtid

Børnene har en god fremtid! Når de er klar til at komme videre i livet, har de en god skoleuddannelse fra børnehjemmet. Nogle skal videre på universitetet, og dem der ikke skal, får mulighed for at gå videre på vores entreprenørskole, hvor de kan få sig en håndværksuddannelse. De lærer at sy, blive skræddere, og tømrere og har mulighed for fremtidigt arbejde. Det er vigtigt at sige, at vi ikke slipper dem, før de er klar og kan stå på egne ben.

Anja, David og deres faste trofaste team fortsætter med flere nye projekter for bl.a. at fremme oplysning i lokalsamfundene. Organisationen har også lige købt 15.000 lungebetændelsesvacciner, som de giver gratis ud for at forhindre udbrud af lungebetændelse, som er den største dræber i landet blandt børn i alderen 0-5 år. Vi gør meget for at hjælpe lokalbefolkningen i vores egen landsby.

Jeg drømmer videre

Anja Lovéns nødhjælpsorganisation, nu kaldet Land of Hope, har vokset sig så stor, at der årligt skal indsamles 2,7 millioner kroner for at drive Land of Hope. Det er Anja, der har ansvaret for at skaffe de penge fra Danmark, og David udfører en masse opgaver på børnehjemmet. Deres liv ligner ikke andre familiers liv, og Anja drømmer om, at den lille familie en dag vågner op sammen hver morgen. Hun drømmer også om at tage sygeplejeuddannelsen, så hun en dag kan iføre sig den hvide sygeplejekittel med navneskiltet, hvorpå der står Anja Lovén, Nursing Officer, Land of Hope. Og mon ikke, at det er et af hendes fremtidige mål?

 

Heksebørnenes mor - bogen om Anja Lovén, der forfulgte sin drøm og nu bor i Nigeria, hvor hun gør en kæmpe forskel for de såkaldte heksebørn

”Heksebørnenes mor”
En ærlig og inspirerende biografi om nordjyden Anja, der forfulgte drømmen om at vie sit liv til at hjælpe heksebørn i Nigeria – og i dag er verdenskendt for sin hjælpeorganisation DINNødhjælp.
Pris ca. 299,95Udgivet af Politikens Forlag

Du vil måske også kunne lide...