Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 2

Glemmer du, så husker jeg!

image_pdfimage_print

”Tænk at der inde bag os nordboeres kølige facade gemmer sig SÅ varme og næstekærlige mennesker!”

Af Michèle Bellaiche

Jeg er fuldstændig målløs og opfyldt af glæde indeni over os danskere. Her gik jeg og troede, at vi var et folkefærd, der var lidt mere tilbageholdende med at vise følelser overfor mennesker, vi ikke kender end vores sydlandske medmennesker. At vi ikke lige var de første til at dele sårbarhed, gråd, og bekymringer med mennesker, vi ikke har mødt før. Men jeg har taget fejl. 

Det seneste år har jeg været rundt i Danmark for at holde foredrag om dét at have været pårørende til et menneske med demens. Jeg siger altid til arrangørerne, at jeg den sidste halve time vil forsøge at komme i dialog med deltagerne, få dem til at åbne og op og dele DERES historie og erfaringer. Meget ofte får jeg følgende svar: ”Dét, tror jeg ikke, du skal regne med, de vil. Især i Jylland får jeg denne respons. ”Vi er jo jyder, så vi er mere tilbageholdende med den slags”, bliver der sagt. Men virkeligheden har vist sig at være en hel anden – det vender jeg tilbage til.  

Først et indblik i det der i lang tid var min hemmelighed eller mit tabu, om man vil: Min mors begyndende tegn på demens. En kvinde på dengang 75 år, der altid havde haft tusinde bolde i luften, fuld af energi og sjove fortællinger fra sit liv og sin næsten 40 år lange karriere i filmbranchen, der havde budt på talrige rejser til filmfestivaler over hele verden. Pludselig var hun ikke længere den samme. De første tegn var ikke så tydelige. Gentagelser af de samme historier med kortere intervaller, små forglemmelser af aftaler, vi havde lavet nogle dage i forvejen eller en mislykket chokoladekage, som hun godt nok altid havde kunne lave på ingen tid uden problemer. ”Det er nok bare alderen, eller stress over alle de ting, hun altid har gang i” – tænkte jeg for mig selv. Men efterhånden blev det mere tydeligt. Hun kunne ikke finde vej til badmintonhallen, som hun havde spillet i de sidste 20 år, hun begyndte at fortælle historier, der ikke stemte overens med virkeligheden, og hun blev ked af det og nogle gange gal, hvis hun ikke vandt over børnebørnene i Ludo. Jeg forstod ingenting! Nogle gange blev jeg vred på hende over, at hun opførte sig så barnligt, andre gange irettesatte jeg hende, når hun blandede elementer af fiktion ind i sine historier, men de allerfleste gange blev jeg bare irriteret i mit stille sind – og langsomt begyndte jeg at trække mig. Trække mig fra det menneske, der havde født mig og som jeg havde været tæt med hele mit liv! For jeg vidste ganske enkelt ikke, hvordan jeg skulle tackle hende, hvordan jeg skulle være sammen med hende uden at blive irriteret, vred, frustreret og i sidste ende, ked af det.

Min mor!

I dag er jeg blevet klogere, og jeg ville ønske, at jeg havde vidst meget mere om det, der havde ramt hende, end jeg gjorde dengang. I dag forstår jeg, at hun ikke kunne gøre for det. At hun var ramt af den hjernesygdom, som berører knap en halv million danskere – DEMENS!

Demens betegnes som den nye folkesygdom, men selvom så mange danskere har demens inde på livet, er det stadig en sygdom, som mange forsøger at skjule, eller i hvert fald lukker øjnene for så længe som muligt. Hvorfor? Måske fordi, der (endnu) ikke findes en kur mod demens. Så tror vi fejlagtigt, at det eneste rigtige at gøre er, at lade som om den ikke eksisterer. Det er dumt, for der findes medicin og muligheder for at forhale udviklingen af demensen, og jo før man sætter ind, jo bedre. Der er også en anden årsag til, at det er dumt at lukke øjnene for de første tegn, nemlig den at man som pårørende kan lære, hvordan man griber denne modbydelige sygdom an. 

Mange siger, at demens også er en ”pårørende sygdom”, fordi den rammer de pårørende lige så hårdt. Vi er dem, der er vidne til, at vores elskede mor, far, søster, bror, veninde, ven eller kollega langsomt forsvinder. De ER der, men så alligevel ikke, for personligheden ændrer sig, og vi kan ikke længere genkende det menneske, der engang var. Det gør ondt. For min mors vedkommende nåede sygdommen heldigvis ikke at udvikle sig derhen, hvor hun ikke kunne huske os længere – hun døde før af cancer.

Netop den sorg, frustration og sårbarhed, man sidder med som pårørende til en dement, skal man ikke være alene med. Det hjælper at dele og at mærke, at man ikke er alene, og det hjælper at høre, hvad andre gør i lignende situation, og her er det, jeg er tilbage til min opdagelse om danskerne. 

Under mine foredrag oplever jeg, at mange blandt publikum først sidder med ”lukket” kropssprog (korslagte arme og ingen rigtig øjenkontakt), men efterhånden som JEG åbner op, gør de det samme, og når jeg til sidst indleder en dialog og spørger dem, hvad de selv kan genkende af det, jeg har fortalt, sker der små mirakler. Folk fortæller, deler deres historier og viser sårbarhed. Nogle begynder at græde, så græder vi andre lidt med dem, andre gange griner vi sammen over de skøre ting, demente kan finde på at sige og gøre pga. den ændring, der sker i deres hjerne. Det løsner op, det skaber følelse af fællesskab, og det får først og fremmest de mange danskere, der er pårørende til en dement til at række hånden ud efter hjælp, og det er præcist dét, der er mit vigtigste formål med mit foredrag. Det gør mig glad at vide, at der er så mange mennesker, der tør dele, de problemer og udfordringer, de kan have i deres liv. Kun på den måde kan vi blive rigtig glade og sætte pris på al det gode i livet.

Jeg er selv blevet endnu bedre til at værdsætte nuet og de små dagligdags ting i mit liv: Gåturen langs stranden med min hund, at drikke varm te i køkkenet med mine børn, når de kommer hjem fra skole, det venlige nik fra kassedamen, når jeg handler hos den lokale købmand eller en gang spaghetti og et glas vin med min familie på en halv grå torsdag. Jeg er også blevet bedre til at give mig selv luft og ro til at fokusere på de opgaver, relationer og mennesker, der gør mig glad i mit liv. Nogle gange har jeg indtryk af, at mange mennesker foretager sig ting, de egentlig ikke har lyst til (og her tænker jeg ikke på den daglige opvask eller indkøb eller andet, man er ”nødt” til at gøre). Mere en fornemmelse af at folk lever i hamsterhjulet, uden at være bevidst om, hvad der egentlig gør dem glade. Jeg er heldig at arbejde med mennesker, jeg holder meget af. Når jeg f.eks. laver Go’morgen Danmark, ringer vækkeuret tidligt, og jeg er IKKE frisk – men når jeg møder ”mit hold” af kolleger i studiet i Tivoli, går der ikke lang tid, før jeg smiler og påskønner, at vi alle knokler i fællesskab for at få den bedste udsendelse ud til danskerne. På samme måde har jeg det, når jeg kører rundt i landet for at holde foredrag (ofte er jeg heldig at min kæreste gider køre med) så tjekker vi ind på alle mulige forskellige overnatningssteder i Danmark og møder danskerne på deres hjemmebane i deres hjemby. Det holder jeg meget af, for jeg tror på, at vi alle bliver mere rummelige af at møde forskellige mennesker i alle slags miljøer. 

Michèle Bellaiche har i 25 år været et kendt ansigt på tv-skærme

Hun har lavet nyheder, kriminalmagasinet ”Station 2”, debatprogrammer, Go’aften Danmark” og nu Go’morgen Danmark på TV2.  

Hun har været vært på dokumentaren ”Når hjernen svigter”, som blev vist på TV2 i 2018 i forbindelse med demens ugen. 21. marts 2020 er hun vært på indsamlingsshowet ”Hjertegalla” sammen med  Jesper Steinmetz, der bliver vist på TV2 Charlie og TV2 PLAY. Michèle Bellaiche er en flittigt anvendt foredragsholder om emner som kommunikation, evnen til at skabe gode relationer samt foredraget om demens med titlen: ”Glemmer du, så husker jeg”. 

Derudover er Michèle Bellaiche direktør for kvindenetværket WomanGourmet, der er en åben klub for kvinder, som ønsker at forkæle sig selv med god mad, vin og inspiration fra andre kvinder, der sætter pris på kvalitet og hyggeligt samvær. Se mere om netværket KLIK HER!

Du vil måske også kunne lide...