Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 1

Hvem er vores coach?

image_pdfimage_print

Jette er vores brevkasse-coach, som du kan skrive til på vores hjemmeside (klik HER), og få svar på det, der fylder i dit liv – det du ville ønske var anderledes.

Af Jette Rysgaard

Marts 2015

Solen titter frem bag skyerne en kold forårsdag. Vinden suser i trækronerne rundt om vores gård. Jeg står og ser min mand køre ud af vores indkørsel en sidste gang. Døren lukkes til vores ægteskab. Om en uge kunne vi have fejret 10 års bryllupsdag. Men sådan blev det ikke. I stedet blev vi en del af skilsmissestatistikken som så mange andre par.

Det havde været længe undervejs. Jeg vidste inderst inde, at bruddet var uundgåeligt, men alligevel skubbede jeg det fra mig, kæmpede med næb og klør for at holde sammen på det, ønskede ikke at tage stilling til det. Vidste det ville komme til at gøre så forfærdeligt ondt. Men jeg var alligevel helt uforberedt på den smerte, jeg endte i. Indtil den dag, hvor jeg stod der, med en følelse af at være blevet revet midt over. 

Midt i livet på egne ben

Som 45 årig stod jeg så der; alenemor, på egne ben, med ansvar for det hele. Det var skræmmende. Jeg kunne ikke længere lægge ansvaret over på min partner. Kunne ikke give ham skylden for, at jeg ikke var lykkelig, der hvor jeg stod. Jeg var nødt til at tage ansvar. Ansvar for min lykke. Mit liv. Der, midt i kaosset, gik det op for mig, at jeg størstedelen af mit liv havde lagt ansvaret fra mig. Det var for mig blevet en måde at leve på. Det mønster jeg fulgte. At fralægge mig ansvaret. Pege på de andre som årsagen til, at jeg ikke var tilfreds. “Gør mig lykkelig”, sagde stemmen inde i mig.  Midt i livet indså jeg, at det ikke var muligt. Andre kan og skal ikke være ansvarlige for den lykke, du ønsker dig. Det er dit ansvar.

Egen “medicin” blev vejen frem

Som coach er jeg uddannet til at vejlede og motivere mennesker, der står forskellige steder i deres liv. Fælles for dem alle er, at de ønsker, at noget skal være anderledes i deres liv. For selvom vi siger, vi ikke ved, hvad vi ønsker os, så har vi svarene inde i os. Vi har bare endnu ikke fundet dem frem. Med de rigtige spørgsmål kommer de op til overfladen. Det skete også for mig. Både gennem mit uddannelsesforløb til coach, samt da jeg midt i livet blev tvunget til at tage ansvaret hjem på egen banehalvdel. De mange spørgsmål, jeg stillede mine klienter, når jeg sad overfor dem, når de skulle finde frem til deres svar, kunne jeg pludselig vende direkte over til mig selv. Puha… det var en øjenåbner. At stå der, være hudløs ærlig om det jeg havde budt mig selv, det jeg havde troet på, og havde haft en stålfast tro på ville virke. Det var bestemt ikke en let erkendelse, og jeg har indset, at det er en livslang læring og proces ikke at ryge tilbage i gamle vaner og tankemønstre. Jeg har stadig brug for “min egen medicin” for at stå stærkt i livet. Så jeg, som en gammel kvinde, kan tænke: “Det var et liv, der var værd at leve. Jeg fik det med herfra jeg ville og endnu mere til”.

Hvad fortæller du om dig selv?

Det vi går og fortæller om os selv, er vores historie. Vores historier består af to dele. Den ene del er ren fakta om os, som vi ikke kan ændre på. Jeg kunne fx fortælle at jeg er 49 år, født i Nørresundby, er mor, har været gift og er blevet skilt. Den anden del, er det vi kalder for vores historie. Det er her, du begynder at fortælle om dine fakta. Det gør du for at skabe mening og forståelse af din virkelighed. Den del er skabt indeni dig, og den har du mulighed for at ændre, hvis du ønsker det. Du er nemlig ikke din historie. Jeg har gennem mange år fortalt følgende: “Jeg er mellemste barn, så derfor måtte jeg slås for at få opmærksomhed”. Når jeg sagde sådan, var jeg overbevist om, at ville jeg have opmærksomhed, skulle jeg slås for at få den. Jeg skulle gøre mig fortjent til det. Disse overbevisninger, som er selvskabte, kan vi arbejde med at ændre. Især dem der ikke gør noget godt for os. Vi har et valg. Vi kan begynde at fortælle en anden historie. Hvis ikke du er bevidst om denne mekanisme, at du skaber dine egne historier, kan det blive historierne, der styrer dit liv. 

Hvad fortæller du om dig selv og hvad får du ud af at fortælle det? Giver historierne dig opmærksomhed, sympati, forståelse, medfølelse, anerkendelse eller noget helt andet? Hvis dine historier ikke gør noget godt for dig, hvad skal du sige i stedet, så de bliver gode for dig? Hvis du holder fast i en historie, som dybest set får dig i dårligt humør eller giver dig følelsen af at være mindre værd, hvorfor holder du fast i den. Hvilken historie skal du fortælle i stedet for, så den støtter dig?

Jeg har arbejdet rigtigt meget med den del. Mine historier. Blevet bevidst om hvorfor jeg fortæller hvad jeg gør. I mange år sagde jeg: “Jeg blev skilt”. Det var jo den følelse, jeg stod med, den dag ude på gårdspladsen. Men pludselig, flere år efter, slog det mig, at det var løgn. Jeg blev ikke skilt. Jeg lod mig skille. Det var et bevidst valg, jeg tog. Det var den mulighed jeg valgte for at komme videre i mit liv. Da jeg ændrede min historie, blev følelsen af skam og skyld over skilsmissen en anden i mig. Jeg følte en glæde over, at jeg endelig havde fundet mod til at turde stå på egne ben og passe på mig selv. At sætte mig selv først.

Sæt dig selv først

Denne simple sætning er for rigtig mange kvinder (måske især mødre) koblet sammen med egoisme. At skulle sætte sig selv før alle andre, virker ganske utænkeligt og næsten umuligt at gøre. For inden vi kan gøre det, skal vi jo sørge for, at alle andre har det godt, og ikke mindst vores børn. Vi sætter gerne os selv bagerst i køen. 

Men hvad ville du gøre, hvis du sad i et fly? På hver side af dig sidder dine børn. I højtaleren lyder det pludseligt: ”Vi styrter”. Tag iltmasken på. Men der er kun én iltmaske. Hvem skal have den først? Jeg gætter dit svar er: ”mine børn”. Gør du det, når du ikke selv at få ilt. Du kan derfor ikke redde dine børn, da du selv dør. I overført betydning viser eksemplet, at når du vælger at sætte dig selv bagerst, så tappes du for energi. Livet siver langsomt ud af dig. Du er ikke den mor, dine børn får mest ud af. 

Du vil sikkert stå med følelsen af, at du gør alt for alle andre, men ingen gør noget for dig. Du håber, at nogen en eller anden dag vil opdage, hvad du har brug for. Og kommer og giver dig det. Men problemet er bare, at det ikke er sikkert, den dag nogensinde kommer. Det er ikke andres ansvar – det er dit. Du er ansvarlig for din lykke. Du skal sørge for at give dig selv ilt før alle andre. Du skal sætte dig selv først.

At sætte sig selv først har virkeligt været en svær kunst for en som mig. Jeg er født som en “pleaser”, så når jeg gjorde noget, der gjorde andre glade, blev jeg glad. Så fik jeg min “belønning”. Det kunne jeg leve længe på. Men bagsiden af at være “pleaser” var, at jeg også ønskede, at andre indimellem gjorde noget for mig. Særligt når jeg følte mig drænet. Igen og igen måtte jeg indse, at det sjældent skete, når jeg havde brug for det. Resultatet var, at jeg blev vred, sur og irritabel over, at andre ikke gjorde noget for mig. I dag ved jeg bedre. Jeg har ikke sluppet “pleaseren” 100%. Jeg tror, det er en del af mit DNA, men nu ved jeg, at når jeg begynder at sukke efter, at andre skal gøre noget for mig, for at jeg bliver glad, så har jeg to muligheder. Jeg kan sige direkte til dem, hvad jeg har brug for, de gør for mig. Det er forbundet med en vis risiko, da det jo ikke er sikkert, de vil give mig det. Alternativet er, at jeg giver mig selv det, jeg har brug for. Jeg stiller mig selv spørgsmålet; “Hvad har du brug for at gøre lige nu, helt på egen hånd, så du oplever glæde?”. Jeg mærker efter og øver mig på, at det er okay at sætte sig selv først.

Midt i livet med ny indsigt

Den forårsdag i marts, hvor jeg følte, gulvtæppet blev rykket væk under mig, har givet mig så megen læring. For i alt hvad vi oplever, er der læring. Uanset hvor ondt og smertefuldt vi oplever det, vi står i, så lærer vi. Min læring har været, at tage ansvar. Ansvar for mig. Vide hvad jeg vil, hvad jeg har lyst til, hvad jeg navigerer efter, og ikke bare lade mig flyde med som det tynde øl. Det er en livslang læring, hvor jeg også oplever, at jeg falder tilbage i gamle vaner og tankemønstre. Men hvor jeg førhen ville slå mig selv i hovedet, når jeg endnu engang faldt tilbage, husker jeg mig selv på følgende: hvilken læring har jeg fået, ved at stå her igen? Hvordan kan jeg bruge det?

Midt i livet er der heldigvis stadig masse af mulighed for ny læring og nye indsigter. Det er der vores fokus skal lægges, i stedet for at hænge fast i det, der ikke er, eller ikke blev, som vi troede det ville blive.

Du vil måske også kunne lide...