Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 3

Kirkens korshær: Og er du så til nytte?

image_pdfimage_print

Af Ann-Kathrine Kværnø-Jones

Elsebet Vang Hussmann er 69 år, pensioneret folkeskolelærer og frivillig i Kirkens Korshærs varmestue i Horsens. I varmestuen kommer hjemløse, alkoholikere, narkomaner, og andre, der har svært ved at få livet til at hænge sammen, og som ofte ikke ser deres familie. Elsebets omgangskreds har til tider svært ved at forstå, hvordan hun kan være frivillig i en varmestue. Men Elsebet har selv mærket på egen krop, hvordan modgang kan vende op og ned på livets skæbne.

Knus, kram og komplimenter 

Det er onsdag morgen og Elsebet træder ind ad varmestuens dobbelte glasdøre. Her breder sig en stærk duft af kaffe, og der bliver klirret med kaffekopperne. Klokken slår 9 og ind kommer de første gæster, og snakken breder sig lystigt i lokalet. Stemningen er hyggelig og rar. Der er masser af smil, latter og drilske bemærkninger. 

Vi har mange kælenavne vi bruger på kryds og tværs. Der er f.eks. én, der altid spørger, ‘hvor er den lille lærerinde henne’, hvis han ikke lige har set mig den dag. Vi får masser af knus, kram og komplimenter. For nogen kan det jo nok være det eneste knus de får den dag. Så vi uddeler mange knus”, lyder det fra Elsebet. 

Der bliver kræset om maden i varmestuen. Men for Elsebet er det mindst lige så vigtigt at snakke med brugerne i varmestuen og spørge ind til deres liv og interesser. Efter i længere tid at have talt overfladisk med én af brugererne, gik det op for Elsebet, at han gik meget op i musik. Elsebet lærte selv i en sen alder at spille tværfløjte, og denne fælles interesse for musik skabte grobund for et helt særligt fællesskab mellem dem. 

Der er flere, der har sagt til os; I er vores familie. Det bliver man jo glad for, men det er også trist, at vi er de nærmeste. Det er vigtigt at få skabt tillid, men det tager tid! Der gik jo nok et halvt år, før jeg blev accepteret, før de til sidst tænkte, ‘okay, jamen hun bliver jo nok, hende der’. De har oplevet mange svigt, og passer derfor godt på sig selv”, fortæller Elsebet. 

Læs også om Anja Lovén der før en forskel i Afrika, hvor hun bor sammen med sin familie og hjælper de såkaldte “heksebørn” i Nigeria

Man skal komme hinanden ved

Der er et stærkt fællesskab blandt os frivillige og vi har det både hyggeligt og sjovt. Det er rart at have kolleger at sparre med, hvis det kommer lidt for tæt på. Som regel går jeg nu altid glad hjem efter en vagt”, fortæller Elsebet.
Hvis det har været en hård dag i varmestuen, ringer de frivillige ofte sammen for at få vendt situationen, og derefter starte på en frisk ved næste vagt.  

Stemningen i varmestuen kan også hurtigt forandre sig i løbet af dagen. Der kan være to, der ryger i totterne på hinanden, fordi den ene skylder den anden penge. Elsebet fortæller, at brugerne i varmestuen følger meget med i samfundsdebatten, og hvad der bliver skrevet på facebook. Det åbner op for mange spændende samtaler, men det kan også afføde konflikter, for uenigheden kan være stor. 

Det er svært at se dem ‘slås med systemet’. Der er virkelig nogle urimeligheder, i hvertfald i forhold til, hvad de fortæller. Det er jo deres side jeg er på. Derfor er det vigtigt at forstå dem, der hvor de er”. 

For Elsebet er det sværeste ved at være frivillig i varmestuen, når der er én, der er på vej ud af misbruget, som så falder tilbage igen. 

Man håber hver gang, at det lykkes, men man ved jo godt, at det sker for de færreste. De frivillige, medarbejderne og også brugerne i varmestuen tropper op, når der er begravelser. Det er et tab hver eneste gang, for de mangler i varmestuen og ikke mindst i bybilledet”, lyder det fra Elsebet. Varmestuen har et godt ry i byen, og hvis der er indsamlinger, der specifikt går til varmestuen, så er folk villige til at give lidt ekstra. 

Og selvom Elsebets omgangskreds kan have svært ved at forstå, hvordan hun kan være frivillig i varmestuen, kan de sagtens se og høre, at hun nyder sit virke. 

De lytter meget, når jeg fortæller, hvad jeg nu må fortælle derfra. De har respekt for det, men for mange kan det virke som et meget fremmed terræn. Jeg ved ikke, om det er fordi folk er bange for mennesker, der kommer i en varmestue, men måske de er bange for, at de ikke vil kunne rumme det. At de er usikre på, hvordan de skal takle det”, funderer Elsebet. 

Altid haft det godt med skæve eksistenser 

Elsebet voksede op tæt på dyrskuepladsen i Horsens, hvor der kom mange alkoholikere. Hendes forældre fortalte hende dengang, at hvis der blev ringet på, skulle hun give dem mad, til nød en øl, men ingen penge. Og der skulle ikke rynkes på næsen af dem, for der var altid en grund til, at mennesker endte på gaden. 

Når man kom lidt for godt i gang med at fordømme andre, så ville min mor altid sige ‘sådan er han så’. Underforstået – der skulle ikke siges mere negativt om personen. Det har jeg forsøgt at efterleve”. For Elsebet har det derfor altid været givet, at man skal fokusere på medmenneskelighed, og ikke undgå eller være bange for mennesker, der er anderledes.

Elsebet var i sin barndom meget tæt på sin far, men efter hun flyttede hjemmefra, gik det op for hende, at der var noget galt. Der kom flere og flere tomme flasker i bilen, og til sidst flyttede hendes mor væk. Elsebet tog sig derefter af sin far, for det var naturligt for hende.

Han havde nok et lidt skrøbeligt sind, og der var selvfølgelig grunde til, at han startede med at drikke. Jeg har altid været meget glad for min far, så det kom lidt som et chok, at han også havde dén side. Og det gør selvfølgelig, at det med misbrug ligger lidt tættere på hjertet”, fortæller Elsebet. 

Man skal udfordre sig selv 

Det betyder meget for Elsebet at holde sig i gang ved at udfordre sig selv på nye måder. Derfor besluttede Elsebet sig for at gå Caminoen på egen hånd. Hun blev derfor sat af i Saint Pied de Port i Frankrig, hvor hun startede kl. 6 en mørk morgen med 7,5 kg på ryggen. 

Det var en fantastisk oplevelse. Der var en helt speciel ånd, som man ikke kan forklare til andre, der ikke har gået ruten. Der var en enorm omsorg, og folk tog sig virkelig af hinanden. Hvis der sad én og så lidt trist ud, så satte man sig ved siden af og spurgte om der var behov for mad, vand, om man skulle følges, eller om personen blot ville have fred og ro. Hvis der var nogen, der manglede penge, jamen så gav man bare”, fortæller Elsebet. 

På turen havde hun mulighed for at nyde naturens fred og ro. Efter hun havde vandret ruten færdig, var mange af hendes bekymringer endelig faldet på plads. 

Man skal ikke bare lukke ned, når man går på pension. Man kan ikke bruge hele dagen på at passe børnebørn, strikke og høre radio, der skal jo noget til. Og jeg kan da godt stadigvæk synes, at jeg burde gøre mere. Men hvis jeg kan gøre dagen bedre for bare én af brugerne i varmestuen, så er det godt. Det er meningsfuldt i sig selv”. 

Bliv frivillig i en af Kirkens Korshærs varmestuer overalt i landet

Elsebet mener, at man må bidrage med dét man nu kan, for når man har haft et godt liv, skal man hjælpe andre, der ikke har været så heldige, som hun siger.

Jeg husker tydeligt, når inspektøren fra mit gamle lærerjob mødte tidligere kolleger, der kom tilbage til fejring på skolen. Han spurgte dem altid; hvad laver du så nu, hvorefter de ville svare, at de f.eks. fiskede, passede haven eller gik på folkeuniversitet i deres fritid. Og så ville det næste spørgsmål falde; og er du så til nytte? Det har på en eller anden måde bare bidt sig fast i mig”, slutter Elsebet.

Læs flere artikler fra Magasinet MIDT I nr. 2 – sommer 2020

Du vil måske også kunne lide...