Artikler, Artikler fra MIDT I nr. 3

Kvinde, kend din øl

image_pdfimage_print

Hvad er årsagen til, at flere kvinder ikke er vilde med øl?

Efter øl-entusiast Line Langkjær-Schuldts udsagn, er det fordi kvinder smager bitterstoffer anderledes end mænd. Men der er lige så stor forskel på øl, som der er på f.eks. vin. Så det drejer sig faktisk også om at turde begive sig ud i, at smage løs på de mange helt fantastiske øl der findes.

Af Bettina Ilkær

Efter en særdeles vellykket oplevelse med ølsmagning, hvor værten Line Langkjær-Schuldt underholdt et hold friske og veloplagte kvinder om øllets feminine kvaliteter, fik jeg, ud over den fantastiske smag af øl, smag for at dykke længere ned i de gyldne dråbers univers. Jeg har efterfølgende sågar deltaget i et par virtuelle online ølsmagninger, som både var underholdende og meget inspirerende. Som om jeg ikke kunne få nok? 

Det er ikke det værste jeg ved

Jeg er selv som kvinde vældig glad for øl, men jeg har mødt mange kvinder, der ikke nyder, eller rettere sagt slet ikke bryder sig om øl. Derfor har jeg inviteret ølentusiasten Line Langkjær-Schuldt til et lille interview. Jeg vil finde ud af hvad det er, der gør øl til en bitter oplevelse for nogle kvinder og hvordan den bitre smagsoplevelse kan undgås.

Kemien i øllen er fascinerende

Line er oprindelig kemi- og fysiklærer, og hendes interesse for øl fik hun i fællesskab med sin tidligere mand. ”Jeg blev meget interesseret i de kemiske processer øllen gennemgik, og jeg kastede mig ud i selv at brygge øl. Det er jo stort set ikke sværere end at bage et brød – man skal blot følge opskriften” smiler hun. ”I 2005 blev jeg medlem af Danske ølentusiaster, hvor vi gennem årene har været til mange ølsmagninger og hyggelige ølfestivaller”.

Siden har Lines interesse og viden om øl givet anledning til en stribe ølforedrag og –smagninger for både kvinder og mænd. Det vidner om, at vi her har at gøre med en virkelig ølelsker.

”De to fordomme om kvinder og øl, som jeg gerne vil kæmpe imod er: Kvinder kan ikke lide øl og det er kun mænd, der ved noget om øl. Det er ikke sandt. Vi kan alle sammen have ølinteressen” siger Line..

Hvem serverede det bitre pis?

Line mener f.eks., at hvis du ikke bryder dig om øl, kan det hænge sammen med, at du er blevet budt en øl serveret af en mand, der i sin bedste overbevisning har tænkt, at det må være det her du skal drikke. Lige såvel som nogen mener, at der er kvindeøl og herreøl og derfor serverer efter deres egen overbevisning. ”Men jeg er nu overbevist om, at mennesker er forskellige ligesom deres præferencer for smag er forskellige. Nogen kan lide stærk mad og vil gerne udfordres med nye smagsvarianter – andre er meget traditionelle og bevæger sig rundt i de samme smagsvarianter igen og igen. Sådan er vi mennesker” – siger Line.

Ligesom med mad og alle andre aspekter i livet, handler det om at være nysgerrig og kaste sig ud i noget nyt. For det første er det bevist, at kvinder opfatter bitterstoffer på en anden måde end mænd. Men det betyder jo ikke, at kvinder ikke kan lide noget bittert. Gin/Tonic og mørk chokolade er et klart bevis på det.

Smag med velbehag

Jeg tror i bund og grund, at der skal gives plads til, at man sidder og smager i de rigtige omgivelser og oplever, hvordan øllene bliver serveret. En dåseservering er ikke det mest sublime. Oplevelsen ved smag og duft vinder helt sikkert, når du får øllen serveret i et glas med den rigtige temperatur – få lidt ilt med ind, når du drikker. Der findes et utal af glasvarianter og der er ligesom ved vin en videnskab om hvilket glas en speciel øl skal serveres i, og i hvilken temperatur den må have. Serveringen er helt afgjort væsentlig. Man kan også sige, at måden du smager på øllen er afgørende for smagen. Den skal ikke bare sluges. Det er afgørende, at du får den transporteret helt rundt i mundhulen, så den fanger de smagsløg, der sidder bagerst på tungen.

De bitterstoffer, som nogle kvinder opfatter som bitre stammer fra humlen og alt efter hvilken smag humlen har – den kan have en bitter eller frugtagtig frisk smag – kan man starte med at finde ud af, om man er til det søde eller mere til den bitre. 

Folk, der tager til ølsmagning kommer ofte med et åbent sind, de er nysgerrige og vil gerne smage flere forskellige øl. Når vi afholder ølsmagning, begynder vi ofte med en forholdsvis almindelig øl og så bevæger vi os i forskellige retninger, så folk kan finde den smagstype de synes bedst om. 

Du får meget mere end smagen af øl

Det dejlige ved ølsmagninger er en kombination af god øl, godt socialt selskab og hyggeligt samvær. Man møder nye mennesker og hører gode historier om andres øloplevelser. Der er meget kultur og historie involveret i ølsmagning og i vores familie opsøger vi altid bryggerier, når vi er på rejser, for at få den kulturelle oplevelse – siger Line – ”Vi er nok lidt nørdede” slutter hun.

Du vil måske også kunne lide...