Opskrifter, Tilbehør

Ramsløg – nordens vilde hvidløg

image_pdfimage_print

Du kan finde ramsløg i naturen i bl.a. løvskove, hvor jorden er fugtig. Den ligner et smukt grønt bunddække og dufter kraftigt af hvidløg – ikke til at tage fejl af. Du kan bruge alle dele fra planten, blade, stilke, blomst og frøkapslerne. Herunder har vi samlet lidt forskelligt inspiration til hvad du kan bruge ramsløgene til. Brug den også som fyld og lækker hvidløgsmag i dine salater, som toppings på smørrebrød o.lign.

Ramsløgssmør

Ramsløgssmør

Ingredienser:
100 g blødt smør
ca. 25-30 ramsløg
1/2 tsk. groft salt
Evt. 1/2 tsk. citronsaft

Sådan gør du:
Hak ramsløgene godt (bare brug alt fra ramsløgene og ikke kun bladene), bland det sammen med det bløde smør, salt og evt. citronsaft. Sæt det koldt i mindst 1/2 time og det er klar til brug. Smager så skønt på et stykke varmt friskbagt flutes eller brød.

Ramløgspesto

Ingredienser:
100 g ramsløg (brug gerne det hele fra planten)
50 g frisk persille
50 g pinjekerner eller solsikkekerner
50 g reven parmesan
2-2,5 dl god olivenolie

Sådan gør du:
Vask ramsløg og persille godt og grundigt, og hak det groft.
Rist kernerne på en tør pande til de begynder at blive gyldne.
Put alle ingredienser (undtagen olien) i blender (du kan sagtens bruge en stavblender), og blend alle ingredienserne mens du tilsætter olien lidt efter lidt indtil konsistensen er som du ønsker.
Smag pestoen med salt, friskkværnet peber og evt. lidt citronskal og/eller -saft. Fyld pestoen på små skoldede glas. Fyld lidt olien på toppen af pestoen så den er dækket af olie. Dette konserverer pestoen, så den kan holde længere.

Ramsløgs hummus

Ingredienser:
1 dåse kikærter
1-2 spsk. tahin
1-1,5 dl god jomfru olivenolie
1 tsk. stødt spidskommen
1 god bundt ramsløg
Saften af 1 citron eller 1,5 lime
Groft salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
Blend det hele (undtagen saft, salt og peber) til det har den konsistens du godt kan lide (også her kan du sagtens bruge en stavblender). Det er fordelen ved at bruge kikærter fra dåse, de kan nemlig bruges med det samme modsat tørrede kikærter.
Smag til med saften fra citronen eller limen og salt og peber.

Du vil måske også kunne lide...