Artikler, Coach Jette Rysgaard

Sig NEJ, sæt dig selv først

image_pdfimage_print

Måske har du det som jeg.
Det at skulle sige nej til andre, kan være virkeligt svært.

At skulle sætte mine behov før andres, var førhen helt utænkeligt. Det resulterede ofte i, at jeg fik sagt ja, hvor jeg mente nej. Jeg satte mig selv bagerst. Andre og deres ønsker samt behov kom før mine. Ikke fordi de forlangte, det skulle være sådan, men fordi jeg frygtede, hvad der ville ske, hvis jeg sagde nej. Jeg havde lært, at det var lettere at “gå med”, sørge for at alt gled som det skulle, ikke stille krav, bare være den der lige ordnede det hele for de andre.

Men der var en bagside af medaljen. Det drænede mig helt enormt. Især hvis jeg ikke fik anerkendelse, for det jeg gjorde. Så jeg lærte at få sagt nej – at det var okay at sætte mig selv før andre. Jeg oplevede, at det også kunne give anerkendelse.

Et nej kan være svært at sige. Det kan være forbundet med frygt for at miste, at blive afvist, ikke slå til, undgå konflikter, være besværligt osv. 

Et nej kan virke meget bastant og absolut. Der er ingen åbninger i et nej. Men hvis du istedet vælger at koble muligheder sammen med et nej, hvordan vil det så være for dig at sige nej?

F.eks. “Nej, jeg kan ikke hjælpe dig nu, men om 1 time kan jeg” eller “Nej, jeg vil ikke spise kinesisk i dag. Måske vi kan gøre det på søndag?” 

Men at give et klokkeklart nej kan indimellem også være nødvendigt. Her er det vigtigt at stille sig selv følgende spørgsmål;

For hvis skyld gør jeg det? (Dem eller mig)
Får jeg energi eller mister jeg energi?
Hvad er det allerværste, der kan ske ved at sige nej? – og hvad så?

“Et nej til andre, er et ja til dig selv” kan jo virke som en total egoistisk handling, men i en givende situationer kan det være netop det, der giver dig overskuddet.

At du vælger dig selv først.

At du er den vigtigste i dit liv.

At du er den eneste, der ved, hvad du behøver lige nu.

Når du gør det, kan du bare give så meget mere til andre.

Så øv dig i at få sagt nej. Især der hvor du ofte har svært ved det. Måske er det på tide at finde ud af, hvorfor det er svært lige der?

Hvad handler det om?

Og er du 100% sikker på, at det du tror sker, ved at give et nej,  faktisk kommer til at ske?

Du vil måske også kunne lide...